Jeg holder af hverdagen - og undres

Kender vi det alle? Fortrydelsen og spørgsmålene? Har jeg valgt det rigtige? Er mit liv blevet det jeg gerne ville have?

Nåede jeg mine drømmes mål? Var det som jeg drømte om eller skulle jeg have drømt om noget andet?

Vi flytter os eller bliver flyttet, er raske eller bliver syge, har arbejde eller bliver arbejdsløse, har en skæbne eller skaber os en skæbne. 

Efterhånden som alt er op til os selv, kan vi stadigt komme i tvivl om vi er det rigtige sted.

Og hvem kan vi så bebrejde? Gud, skæbnen, livet, vore forældre? Gud er død. Skæbnen bestemmer ikke over os, ligesom pligten heller ikke gør. Livet er hvad vi gør det til, det har vi selv bestemt. Og vore forældre bestemmer da slet ikke noget - højst kan de give os en social arv som vi må kæmpe med og som vi kan bebrejde dem hvis det fejler for os.

Denne sang med Marianne Faithfull med tekst af Shel Silverstein siger det så udmærket. Hvilke handlinger man kan overveje, når man tvivler på om livet er det som det skulle være.

Jeg fandt en dejlig fortolkning af sangen her:

http://www.poetryfoundation.org/article/177867

Jeg flytter i dag, fra en tre værelses lejlighed på anden sal til et 4 værelses rækkehus med min kæreste. Om et halvt år flytter min yngste søn så hjemmefra.

Er jeg tilfreds med livet? Kan jeg sige J'ne regrette de rien? 

Både ja og nej, når jeg tænker tilbage er der mange vejkryds hvor jeg kunne have valgt anderledes, men hvor jeg var for bange til at vælge anderledes.

Nogle gange når jeg tænker tilbage, så bliver jeg trist, ærgerlig over mig selv, men dengang var jeg bange og at jeg nu har fået modet kan ikke ændre på at jeg ikke havde det dengang.

Så derfor er jeg nu hvor jeg er og kan ikke ændre på det. Men kan jeg bruge fortrydelsen til noget eller er det bare at piske mig selv som en anden flaggelant? Desværre tror jeg svaret er ja. Men hvorfor kommer fortrydelsen altid til mig i form af drømme? Hvorfor er jeg det meste af dagen tilfreds og glad og så om natten kommer mareridtene om skolen, min far, eller alle de andre ting som jeg ikke gjorde eller valgte?

Jeg er igen blevet indkaldt til den toårlige mammografi undersøgelse. Det betyder at jeg forventes at rive en dag ud af kalenderen og bruge en fridag på at stille op i en kø til en scanner i en MAMMOGRAFISCREENINGSVOGN og vente på at en røntgen sygeplejerske smækker mine bryster et efter et ind mellem to flade plader som presses ned over dem som om de var tomme poser og ikke lidt overmodne meloner.

Hver gang et bryst er presset fast - går hun ud af skudradius og trykker på en fjernbetjening af en slags og kommer så igen, løsner brystet og smækker det andet ind i klemmen.

Prøv en gang at forestille jer at mænd blev bedt om at smække kalorius op på en bordplade hvorefter en anden bordplade sagde haps ned over den og maste den fast og der blev taget et billede af den - det må vel omtrent svare til når små drenge får dilleren i klemme mellem wc låget og bræddet?

Hvis det var mænds private dele der skulle undersøges på den måde, ville man straks finde en anden måde at undersøge pikkene på!

Derudover forventes det at vi bare kommer når de kalder - og det er selvfølgelig gjort pissesvært at ændre tiden. Ring mellem et eller andet - højst to timer og en telefonline og email adressen er langt som et ondt år.

Kvinders tid er jo ikke noget værd.

Næ,  når det er mænds biler der skal serviceres, så får man et venligt brev om at det på tide at få bilen synet - og man opfordres til at gå til en hjemme side og booke en tid. 

Det vil sige man kan frit vælge om man vil ha bilen synet i en anden by, fordi man tilfældigvis arbejder der - på vej til eller fra arbejde eller lade mekanikeren ordne det.

Hvorfor kan der ikke stå en scanningsvogn på mit arbejde? Der arbejder flere 100 kvinder samme sted? Der er sikkert mange af dem der skal scannes ligesom jeg. Eller jeg kunne få lov til at booke mig en tid et sted der passede mig bedre på vej til eller fra arbejde?

Kvinders tid er noget værd - og vi vil have samme muligheder som mænd for at bestemme over vores egen tid. Og vi vil fritages for unødvendige undersøgelser, der udelukkende er beregnet til at gøre os bange for livet!

Så skete det igen - kun et lille irritationsmoment og jeg burde sandsynligvis slet ikke hidse mig sådan op, men jeg mener egentlig at det er symptomatisk for hvordan systemet fungerer.

Min skizofrene søn skal scannes og mangler transport til sygehuset. Der er snak frem og tilbage: kan han flyttes til byens sygehus, så en af kontaktpersonerne kan køre ham, skal han have beroligende medicin eller tage sin egen pn medicin?

Jeg får at vide ved ham selv at jeg skal køre ham, eller rettere han beder mig om det fordi jeg har juleferie. Han siger at han får beroligende på sygehuset.

På sygehuset er der ingen læge og derfor kan han ikke få beroligende. Jeg spørger hvad der er gået galt og de kan efter lidt søgen i den elektroniske journal fortælle mig at han iflg den psyk overlæge er instrueret i selv at tage pn medicin inden han skal på sygehuset.

Det har han ikke fortalt mig, men selvom han har fået det fortalt, kan han pga sine kognitive vanskeligheder ikke huske det. Det er jo sygdommen der gør, at han ikke kan huske alt. 

Så er det jeg siger: Jeg er en resurse - brug mig! Slå på tråden og fortæl mig at I gerne vil bruge mig til at køre ham, og huske ham på pn medicinen.

Nu gik det heldigvis godt - Gud ske tak og lov! Og sidst da han troede han havde medicin nok og han så bare havde en tom pakke, klarede vi det også. Både at få fat i medicinen ved vagtlægen og betale over 1000 kroner for den, og at få pengene tilbage på apoteket bagefter.

Hvorfor klarede vi det? Fordi han ringer til mig og beder mig hjælpe. Fordi han handler og er stærk - han kan bede om hjælp. En god resurse han har det - at mestre at bede om hjælp.