Smartlog v3 » Jeg holder af hverdagen - og undres
Opret egen blog | Næste blog »

Jeg holder af hverdagen - og undres

Løst og fast om alt det jeg tænker på og tænder på

Svage kar?

19. Oct 2012 11:15, myrtle

Jeg havde engang en kollega som omtalte en anden kollega og nogle andre personer som svage kar, fordi de havde diverse vanskeligheder.

Jeg var dybt forundret og det er jeg stadig. Selvom jeg måske har svært ved at sætte ord på det jeg forundres over.

Men jeg synes jeg oplever det meget i den tidsånd vi lever med lige nu.

Det der med at udpege alle de andre som svage mennesker. Især hvis de har problemer i familien, er arbejdsløse, har sociale problemer eller er psykisk syge.

De er svage og de skal hjælpes - eller de svage og skal fjernes (fra vores perfekte liv) - de er svage og skal bo/komme/gå/gå i skole/drikke/andet et helt andet sted end der hvor jeg lever mit perfekte liv i angst for at jeg selv er svag.

Da min mor for over 20 år siden fik kræft, fik hun pludselig travlt med at fortælle alle mennesker at hun skam altid havde spist sine gulerødder op. Det var hendes måde at fortælle hele den undrende omverden at hun ikke selv var skyld i at hun fik kræft.

Nu leder man ikke længere efter om gulerødderne er spist op. Nu karakteriserer man bare andre mennesker som svage, ser ned på dem og siger på den måde at de selv er skyld i at de har vanskeligheder.

Nej, det er ikke min skyld at min søn er psykisk syg. Nej, det er ikke min skyld at min eksmand drak og stadig drikker for meget. Nej, det er ikke min skyld at jeg har haft en depression og stadig tager antidepressiver. Nej, det er heller ikke min families, min mors eller min fars skyld.

Nå, ja, en lille smule er det vel min fars skyld, men han var jo selv et ødelagt menneske og hvor meget skyld kan du lægge på ødelagte mennesker?

Hvis nu i stedet vi så mennesker med problemer som stærke mennesker der er i stand til at overvinde vanskeligheder og bede om hjælp?

Hvis vi så det som et gode at få lov til at række hånden ud til andre mennesker, et gode der udvidede vor egen menneskelighed? Hvis det at få lov til at hjælpe andre der beder om hjælp, som en chance for at berige os selv - ikke for at klappe os selv på ryggen hvor vingerne klør fordi de er ved at gro ud, men fordi selve det at få lov til at gøre godt, får os selv til at vokse lidt, giver os selvværd.

Fordi næsten som vi hjælper, viser os hvad der er værd at kæmpe for, at leve for?

Show me the prison, show me the jail
Show me the prisoner, whose life has gone stale
And I'll show you, young man,
With so many reasons why
there but for fortune, go you or I......mm.mm

Show me the alley, show me the train
Show me the hobo, who sleeps out in the rain
And I'll show you, young man,
With so many reasons why
there but for fortune ,go you or I, mm.mm

Show me the whiskey, stains on the floor
Show me the drunkard, as he stumbles out the door
And I'll show you, young man
with so many reasons why
there but for fortune go you or I, mmm,mm

Show me the country, where the bombs had to fall
Show me the ruins of the buildings, once so tall
And I'll show you, young land
with so many reasons why
there but for fortune go you and I, you and I.

Skrevet af Phil Ochs.

Til eftertanke

Psykofarmaka

25. Sep 2012 19:36, myrtle

Jeg bliver nervøs når jeg læser om unge mennesker der dør af at tage psykofarmaka.

 

http://politiken.dk/indland/ECE1763568/marks-mor-det-var-den-vanvittige-cocktail-af-medicin-der-slog-ham-ihjel/

 

Grunden til min nervøsitet er selvfølgelig at min egen søn får Abilify og Seroquel, men også at min niece døde som 19 årig på et bosted, hvor hun var i behandling for depression, flere selvmordsforsøg og nogle andre psykiske lidelser som de ikke havde sat diagnose på endnu.

Min søster så at der var en medicindagbog med hendes notater om bivirkninger, dosis, med mere, men hun valgte at brænde alle notater fordi det ikke gav hende datteren tilbage. 

Til fælles med ovenstående historie er at hun døde på et bosted i Svendborg - tilfældighed eller?

Min søn har valgt at jeg skal have spørgeskemaet for pårørende fra distriktspsykiatrisk - jeg tror jeg vil skrive noget om ængstelse og medicin i det.

Noget om at vide at han er i trygge hænder også på det punkt, når nu der er så mange eksempler på at medicinen er farlig.

Min søn er meget træt - det kan der jo være mange årsager til. En har de fundet: han har d-vitamin mangel. Og han har fået godkendt en jobplan fra jobcentret som betyder at han skal gå til matematik på VUC - alene omvæltningen og at han arbejder sig hen mod sin drøm: at gøre sin studentereksamen færdig, må være trættende.

Sygdommen gør jo også træt og han føler sig ensom - det gør også træt.


Dovne Robert har misforstået noget eller generationskløften i en nøddeskal.

10. Sep 2012 20:48, myrtle

" Jamen så må samfundet finde et ordenligt job til mig"

Siger Dovne Robert på 

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1823779.ece

Jeg har altid lært at det er en selv der må finde et ordentligt job, og kan man ikke finde et "ordentligt" job, så må man tage det job man kan få og gøre det ordentligt, eller i hvert fald så godt som man kan.

"Da jeg gik i skole fik jeg stillet i udsigt, at jeg ville vokse op og få et job, der var selvudviklende og identitetsskabende. Det er det ikke at vaske op - i hvert fald ikke for mig. Så vil jeg hellere udnytte de regler, som er."

Siger han også - samme sted.

Hvilken skole var det? Ikke den skole jeg gik i og ej heller de skoler jeg har undervist på. Ligefrem selvudviklende og identitetsskabende?

Selv da jeg var lærer, var der timer jeg kun overlevede fordi jeg tænkte på kasseapparatets ringen i hovedet. Timer der var så forfærdelige at jeg bagefter priste mig lykkelig for at have overlevet. Systemer der var så tåbelige: bl.a. at give karakterer til elever jeg aldrig havde set.

Jeg vil vove at påstå at alle jobs har disse timer - af tåbelighed, uværdighed og meningsløshed - selv som "klummeskribent".

Og hvis han så gerne vil være klummeskribent, hvorfor er han så ikke bare startet - som freelancer, på en blog, eller på en gratis avis - muligheder har da været mange. 

 

Hvordan har vi skabt en sådan generation af forvænte unge og voksne? 

Fra min søn på 19 der syntes det var for kedeligt at pakke frosne kyllingelår i sommerferien, til Robert der mener at opvask ikke kan være selvudviklende og identitetsskabende.

Det minder om historien om de to stenhuggere, der får stillet det samme spørgsmål: Hvad laver du?

Den ene svarer: Jeg hugger sten.

Den anden svarer: Jeg er med til at bygge en katedral!

Hvem mon har størst jobtilfredshed?

 

For mit vedkommende er jeg som kontorvikar med til at sørge for at en af vores største virksomheder kan klare sig i den globale konkurrence.

ER blevet i tvivl?

9. Sep 2012 17:01, myrtle

Om jeg gider at skrive blog mere?

Måske er det bedre bare at slette det hele,

Jeg kan jo stadig tænke tanker og skrive dem ned for mig selv hvis det er nødvendigt. 

Tænker at det slet ikke er nødvendigt med andre læsere end mig selv. Og at læsere begrænser mig, så jeg alligevel ikke får det væsentligste ud.

Og tænker egentlig også at det er ret barnligt med dette se mig læs mig. 

Jeg er så gammel at jeg burde lægge det barnlige fra mig.

 

HMMMM

Hvad sker der med underklassen?

8. Jul 2012 21:59, myrtle

Et spørgsmål jeg længe ikke har turdet stille? Tobias sagen, og alle de andre: Brønderslev, Tønder osv?

Skal det bare være sådan at underklassen enten mishandler eller misbruger deres børn?

Hvad er der sket? Er det os andre der pludselig ser det? Har det altid været der?

Er det bedøvede hjerner hvor spritten har taget alle normer og al forstand, så de bare lever for det næste sus?

Jeg forstår det simpelthen ikke!

Og det selvom jeg har læst Lisbeth Zornig Andersens bog.

Moaning Myrtle
Moaning Myrtle

« August 2016 »
MTWTFSS
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031 

Seneste indlæg

Tags