Jeg holder af hverdagen - og undres

Jeg følger som en hel del andre Breiviks retsag på avisernes liveblogs. Det er stærke sager.

Jeg kan godt forstå at den første rapport sagde at han var psykisk syg og trængte til behandling, fordi det han har gjort, virker så fantastisk overmåde ondt at vi har brug for at sætte skel mellem det han har gjort og det vi andre kan finde på at gøre - og i mangel af ord gør vi ham syg.

Men der er også noget mærkeligt ved ham. Noget der er svært at sætte fingre på. Hans brug af ord. Han sætter ord sammen på en mærkelig måde: risiko-pervers f.eks. hvad betyder det?

Jeg mindes ikke at have set den sammensætning før. På netpsykiator bliver sproglige forstyrrelser nævnt som et af symptomerne:

"Sproglige tankeforstyrrelser, som er et udtryk for forkert brug af sproget, f.eks. ved at man bruger ord der ikke findes"

Også hans affekt affladning virker påfaldende, selvom han selv siger at han mediterer for at holde følelserne på afstand.

Han har jo også en pointe i at vi ikke spørger islamitiske terrorister om de er psykisk syge - det kan jo også være lidt svært at spørge dem, når de har sprængt sig selv i luften. Og forestillingen om at det skulle være et specielt paradis at være sammen med 70 jomfruer, virker alvorligt talt lidt syg. Var det ikke Omar Marzouk der sagde at efter et par stykker af dem, ville man nok bede om en professionel?

Og så er der mærkelige ting han ikke ved? At en hvilken som helst mobiltelefon som han samler op, ikke altid viser sit nummer? Tror han at han bliver fulgt på overvågning hele tiden? Kender han ikke princippet i taletidstelefoner og hemmelige numre? 

Eller at politiet straks ved hvem han er, når han ringer op og kalder sig Kommandør?

Hele det "kompleks" af storhedsvanvid han har bygget op omkring sig.

I Rowlings Harry Potter bøger gør hun ikke Voldemort psykisk syg. Han har hele vejen igennem bøgerne ansvar for sine handlinger, men Rowling lader i Halvblodsprinsen Rektor Dumbledore fremlægge en beskrivelse af Voldemorts barndom på et trøstesløst børnehjem af den slags hvor de tre R'er var i højsædet: Ro, Renlighed og Regelmæssighed og viser hvordan et barn der bliver tidligt skadet udvikler en tilknytningsvanskeligheder og en alvorlig dyssocial og narcissistisk personlighedsforstyrrelse - og i historien om Voldemort der dræber for at gøre sig selv udødelig ved at splitte sin sjæl i 8 stykker og skabe 7 horcruxer, ser vi noget der minder om det Breivik har gjort.

Han har dræbt for at skabe opmærksomhed og udødelighed omkring sig selv og sit budskab - alt andet betyder intet for ham - derfor kan han græde over sin egen jammerlige amatørvideo med downloade klips og tegninger der mest af alt ligner noget fra Der Stürmer, bare den forskel at Breiviks tegninger skal forestille at ligne muslimer, hvor Der Stürmers tegninger skal forestille at ligne jøder. Men at han har dræbt børn trods sin egen udtrykte etiske betænkeligheder ved at dræbe børn og uskyldige civile giver ingen tårer.

Og så hele hans "det er de andres skyld" - det er mediernes skyld, det er journalisternes skyld, det er politikernes skyld - det er bare en måde at skubbe det hele fra sig på. 

Two wrongs do not make one right - burde man måske sige til ham. 

Men ville han forstå det?

Hvem har ikke leget den leg i hovedet?

En million, tre millioner, fjorten eller syv og tredive millioner. Hus, bil, rejse alt det dejlige du kunne købe:

Tænk hvis du/en du kender vandt - annoncerne og reklamerne kører hele tiden, tænk nu hvis.

Min søns sygdom har lært at det virkeligt vigtige her i livet, kan du bare ikke købe for penge.

Uanset hvor meget jeg vandt, ville jeg ikke kunne købe sundhed til min søn, købe ham rask - selvom jeg brugte min penge til at pakke ham med hjælp ville han ikke blive rask - ja, muligvis ville han blive mere syg af ikke at skulle kæmpe.

Kærlighed kan du heller ikke købe. Du kan heller ikke købe ædruelighed eller købe ædruelighed til din partner. 

Faktisk kan du ikke rigtig købe noget der virkelig er noget værd for penge.

Matt 6, 24: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Derfor er der ingen grund til at tjene mammon - det er kun Gud der kan give en det der virkelig er noget værd.

Der var en gang hvor jeg troede at min familie var den værste der kunne tænkes.

Min far var voldelig over min mor og alle os fire børn. Han slog i affekt når han ikke havde ord - selv var han også et mishandlet barn, har jeg senere fundet ud af. Han slog i raseri og han fortrød det ikke, det var nok for hårdt for ham at fortryde, men sent i livet ved jeg at han havde mareridt og græd uden at kunne udtrykke hvorfor han græd. Mit gæt er at volden gav ham dæmoner uden at jeg nærmere kan forklare hvad jeg mener.

Nu er så min eksmands lille bror død. Og mine ekssvigerforældre har ikke set børnebørnene i ti år eller deromkring. De får lov til at komme til begravelsen, men højtideligheden slutter ved kirken, som der står i dødsannoncen. Min ekssvigermor har haft en paranoid psykose for nogle år tilbage og da hun var syg sagde hun mærkelige ting. Det har hun sådan set sagt mange gange, hun har altid haft det lidt med at sige underlige ting, som at vi satte vore børn op i mod hende og at folk i byen, snakkede om hende. Jeg har bare altid sagt til hende at det ikke passede, hverken at jeg satte børnene op i mod hende eller at folk snakkede om hende.

Det der slog hovedet på sømmet, var at jeg mødte hende en dag hvor hun var i byen for at købe en båndoptager der skulle optage de ånder der var gået i hunden, så hun kunne overbevise os andre om at hun ikke var skør.

Jeg sagde til min eksmand at hvis han ikke skaffede hende lægehjælp lige nu, så ville jeg melde til kommunen at der var en pensionist ægtepar jeg var bekymret for. Om det ville have hjulpet at melde det til kommunen, ved jeg ikke, men min eksmand gik til deres fælles læge og hun fik det lokale psykose team til at tage på hjemmebesøg. 

Jeg prøvede den gang at tale med lillebroren om at moderen var syg ikke ondskabsfuld, men det ville de ikke høre på og siden er det så gået sin fortsat skæve gang.

Ak, ja, mine drenge har altså to kusiner som de møder for første gang til deres fars begravelse. Jeg tager ikke med, nu har vi snart været skilt i ti år og desuden er min eks i et nyt forhold, selvom hun ikke vil med.

Meget kan man sige om min egen familie: vi råber, vi skændes - men vi snakker også sammen til stadighed... Vi lader ikke græs gro over vore stridigheder - vi gyder somme tider olie på vandene og taler så ud, når følelsesstormene har lagt sig.

Sundere? Tjah, men mere holdbart at holde kommunikationskanalerne åbne, trods alt er familie det eneste du bliver ved med at have i dette liv.

Kærester, venner og fjender forgår, men familie består.

Min skizofrene søn er blevet genindlagt - det er næsten otte måneder siden han kom ud.

Han har tanker om at skade sig selv og har også skåret i sig selv - ikke så dybt endnu.

Hans medicin blev skåret ned for et par måneder siden, fordi han har taget på.

Måske har de skåret for meget ned, for hurtigt?

Måske er det bare et midlertidigt tilbageskridt?

Jeg prøver at tilbyde min hjælp. Jeg har sagt at jeg vil gøre hans lejlighed lækker til han kommer hjem.

Rydde op, gøre rent, vaske hans tøj. Jeg fjernede en pose fuld rådden mad fra hans køleskab: flydende gulerødder. Er der nogen der ved hvor lang tid gulerødder kan ligge i et køleskab før de bliver flydende i plasticposen?

Det er mere end en måned i hvert fald. Selvom han får hjælp til egen omsorg og strukturering af hverdagen, så er der i hvert fald ikke nogen der har kigget i hans køleskab i lang tid.

Ikke fordi der var så meget i det.

Tre kæmpeposer vasketøj er hentet hjem - i morgen henter jeg også hans dyner, puder og topmadras og vasker det. Egentlig ville jeg gerne skifte den ene dyne ud - den lugter og er grim, men det vil han ikke have, så jeg vasker den og lufter den grundigt.

Jeg har samlet alt tøj op fra gulvet - ryddet op i hans skab. Sorteret de bukser fra som han ikke længere kan passe og smidt mørnede T-shirts væk.

Det har jeg ikke fortalt ham endnu. Tænker han nok ikke kan rumme det hvis jeg siger og at han ikke bemærker det, hvis jeg ikke siger det.

Så vil jeg rense afløbsristen i badeværelset for indtørrede hårboller, støvsuge og vaske gulvet. Fjerne nogle af de overflødige ting - ting han ikke bruger længere kan komme i kælderrummet, deriblandt elektronik emballage og gammelt udstyr.

Der er ikke så meget opbevaringsplads i hans et værelseslejlighed, så måske kan f.eks. også vinter sweaterne og vinterfrakkerne komme derned?

I det hele taget skal lejligheden gøres lækker, så lyset og livet kan slippes ind igen. Og da han jo ryger i sengen, der var et brændemærke i pudebetrækket, så vil jeg sætte en røgalarm op over hans seng.

Det er nu engang min måde at vise omsorg på, hvis han havde brækket benet ville jeg jo gøre det samme. Måske kan jeg bruge det som et argument for at han kan tage imod mere hjælp fra os alle? At hvis han havde brækket benet, så ville vi også hjælpe ham med vask, madlavning, indkøb og transport - nu er det bare tankerne der er brækkede, så hvorfor ikke tage imod den samme hjælp?

Skulle formand Mao engang have sagt - og jeg har læst det i information, så det er sikkert rigtigt nok.

At være chef er ikke nogen popularitetskonkurrence, det tror jeg jeg vil sige til min chef imorgen. Han brokkede sig fredag humoristisk over at hans medarbejdere havde sagt at han skulle styre sine humørsvingninger - jeg spurgte ham om det måske havde noget med hans hormonniveau at gøre...

At være forælder, mor eller far, er heller ikke nogen popularitetskonkurrence skulle jeg altså lige hilse og sige.

Jeg har i dag fortalt den ene af mine sønners lejlighedsvise veninde at:

"hvis man drikker sig så fuld at man får for mange vilde ideer man vil føre ud i livet med det samme, så skal man overveje om man måske har drukket for meget".

Hun var rejst fra den ene ende af landet til den anden med tog midt om natten i fuldskab, fordi hun i fuldskab havde fået den tanke at hun skulle besøge min søn.

Så vi måtte hente hende i stationsbyen tidligt søndag morgen, nu er min kæreste heldigvis morgenmenneske. Hun har så sovet hele dagen hos min søn, og jeg har kørt hende til toget igen. Hun havde kun fået en kop kaffe, hun kunne ikke spise noget - endnu.

Damen har rige forældre og penge nok - mine sønner kunne ikke lave det stunt på SU/kontanthjælp. Og nu er damen så blevet fornærmet og har taget sig det nær, at jeg sagde ovenstående kombineret med at vi jo i familien kendte til misbrug.

I virkeligheden burde den slags: at livet ikke er noget teselskab siges noget oftere!